Ægte julestemning, falsk grantræ.

Som i måske kunne læse i mit tidligere indlæg, her, så betyder julen rigtig meget for mig. Sidste år tog vi ud og fældede juletræ, Andreas, Elias og jeg. Det var hyggeligt, og skønt at Elias selv kunne være med, og det var tydeligt hvor stolt han var! I år har vi en kravlende, tyk baby overalt! Det betyder at vi desværre ikke kan have et grantræ, det vil gå fuldstændig galt. Jeg kan slet ikke overskue at skulle støvsuge hver dag, eller at Milo skal kravle rundt med gran i munden, stikke sig osv.

SÅ i år, har vi valgt, (-eller, jeg har valgt, Andreas ville slet ikke have noget juletræ :D) at købe et falsk juletræ. Egentlig bare et billigt et, til 99 kr. i rema1000. Og helt ærligt, i forhold til prisen, så er det altså helt fint. Lidt flot julepynt, efter jeg har brugt en masse tid, på at få grenene nogenlunde i orden, så er det sgu fint!
Elias elsker det, og jeg elsker det. Og jeg er sikker på, at hvis Milo forstod det, så var han altså også tosset med det. Nu kan julen bare komme an. Vi er (næsten) klar. 😀

Ps. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg er sikker på at juletræet, er et juletræ hvor der bliver pillet og rettet lidt hver dag. Så inden vi rammer d. 24/12, så skulle det nok være helt fint. 😉

Magisk jul i tivoli.

Jeg ELSKER jul i tivoli. Hvert år er det en tradition, at min familie og jeg tager derind, når der er blevet pyntet op til jul. Det samme med Halloween, men julen er altså bare lidt vigtigere.

Det er så magisk, gennemført og smukt. Der var lige en periode hvor jeg ikke var super tosset med det, dengang de kørte russisk jul, tror jeg det var. Det var bare ikke det samme. Julen betyder rimelig meget for mig, og jeg elsker den positive stemning, som bliver spredt. Julehyggen, maden, gaverne. Uha, jeg kan slet ikke vente til juleaften. Vi har desværre ikke Elias hjemme i år, men mon ikke vi overlever. 😀

Når, men i lørdags kom min søster forbi, og så til Milo, imens Andreas og jeg tog i Tivoli. Vi er ikke særlig ofte alene på kærestetur, så det satte jeg rigtig meget pris på. Elias var hos sin far. Det var så hyggeligt at gå rundt i haven, selvom man jo nok har set det før. Vi fik os lidt æbleskiver, varm kakao og gløgg. Andreas mente at det var vores sidste gang derinde i år, jeg er ikke enig, for jeg skal derind med Elias, og vise ham alt sneen, julemanden, de små toge, forlystelserne osv. som alting er klart til jul. (Hurra for årskort!)

Tilbage på skolebænken.

Til de som ikke ved det, en mindre detalje; Jeg går på socialrådgiver uddannelsen på Professions Højskolen, Metropol på Frederiksberg. Jeg er lige startet op på modul 6 her sidste mandag.

Det er virkelig mærkeligt at starte op, efter 1 år væk. Jeg startede ud med en sygemelding, grundet mine vanvittige plukveer, som ikke fungerede sammen med stress og skole, og så kom barslen selvfølgelig efter. Alt i alt har jeg virkelig nydt min tid væk fra skolen, men jeg har virkelig også glædet mig helt vildt til at komme tilbage, komme i gang, og fokusere på andet end babylort, bleer og gylp.

Jeg er en person som rigtig godt kan lide at fokusere på sig selv. – Sagt på en sådan måde, at jeg har ‘2 personer’:
Hende som er mor, når jeg er sammen med mine børn. Altså en (nogenlunde) fornuftig, og ansvarsbevidst mor. Hende som er Henriette, som kan slå sig løs, uden at være mor (på pågældende tidspunkt), det er også her jeg får tid til mine lektier. Og dem er der seriøst mange af, på min uddannelse. Derudover arbejder jeg på en café, og et værtshus, og jeg elsker det. Der er nok ikke mange mødre, med børn på min alder, som har et sådan arbejde, især det sidste, men for mig er det bare super vigtigt at man husker sig selv. De positive, og sjove ting, som er svære at lave, efter man er blevet mor, er altså ikke umulige. Jeg ser det ikke som en hindring at være blevet mor, og selvom jeg måske går glip af nogle ting, og ikke lige har mulighed for at rejse verden rundt lige nu, så har det faktisk intet at gøre med min titel som mor. Det er sgu mere min uddannelse og min pengepung, som stopper mig for det.
– Jeg er klar over at man takler rollen som mor forskelligt. Og mange er 100% engageret i den rolle, og det vil jeg da også mene at jeg er. På den måde at jeg altid er klar som løvemor, uanset tid og sted, sådan tror jeg dog at de fleste mødre har det.

Når, men tilbage til det jeg egentlig ville snakke om. Andreas har jo barsel, og den første uge har bare fungeret helt fantastisk. Måske er han bare bedre til det end mig. På min uddannelse har jeg ret korte dage, men til gengæld er der  super mange lektier, som virkelig kræver koncentration. Og jeg synes jo at det er vildt spændende, men jeg kan også godt mærke at det tager meget af min tid, som jeg kunne bruge sammen med ungerne, og Andreas. Men jeg tror på, at jeg skal ind i en rytme, og lige nu sætter jeg utrolig meget pris på mit gå-på-mod i forhold til lektierne, og undervisningen. Derudover har min nye klasse taget så godt imod mig, de er skide søde, så det er bare vildt dejligt. Det giver alligevel en del, at man er på god talefod med de folk man omgåes i hverdagen. Når jeg kommer hjem fra skole, de dage jeg altså har timer derovre, så er huset pænt og ryddeligt, og aftensmaden er så godt som gjort klar. Jeg ved ikke om det er det samme som mit gå-på-mod i forhold til skolen, eller om det fortsætter, men jeg er optimistisk og krydser fingre. 😉

Når ja, og nu hvor vi alligevel er ved aftensmaden. Kender i det, når man er mega lækkersulten, og egentlig ikke rigtig gider ‘rigtig aftensmad’. Hvad er jeres ‘I aften skal vi have noget hurtigt, nemt og lækkert at spise”?
Forleden var vores, boller og pandekager. Elias og jeg var tosset med det, Andreas rynkede på næsen, som jeg egentlig havde forventet. Det samme gør han hvis jeg serverer havregrød til aftensmad for Elias: “Det er jo ikke aftensmad” – Well, who is he to judge?

Mad med Cepelo Kids

Mad med Cepelo Kids

I løbet af ugen, har jeg været nede og hente den her lækre pakke fra Cepelo-kids.

Jeg var ret spændt, da de her produkter, faktisk ikke er noget jeg har lagt særlig meget vægt på i forbindelse med mad til Milo. – men man bliver jo heldigvis klogere 😍
Vi har fået:

3 stk. KIDSME FOODFEEDER:
– En sut, med blødt suttehoved, hvor vi har kunne putte frugt i, super smart til nye smage, og det som er specielt smart ved de her er, at der følger en kæde med, som kan sættes på tøjet. Det gør at de små selv kan sidde med maden, helt ned til 4 måneders alderen. Og derudover er silikonen rigtig blød, og medgørlig, hvorimod jeg har oplevet andre produkter som er hårde, og svære at have med at gøre.
– kan købes her

1 stk. MADPOSE ADAPTER:
– Den her var Milo virkelig begejstret for! Konceptet er lidt det samme som Food Feederen, da de små (igen) selv kan sidde med det. Posen er helt tæt lukket, og der følger også en ‘split’ med som sørger for at den er helt tæt. Den havde vi dog ikke behov for at bruge. Jeg har virkelig på fornemmelsen af at Milo var glad for suttehovedet, da det var dejligt blødt, og hans aftensmad røg utrolig hurtigt ned. Han var faktisk SÅ meget fan af den, at han fik en ekstra portion 😉
Derudover er det da dejligt at vi allesammen kan spise vores mad sammen, varmt! 😍
Den kan købes her.

1 stk. STAY IN PLACE SUGEKOP:

– Den her havde jeg virkelig glædet mig til at bruge, da vi har et ret smart, hjemmelavet plankebord (credits til Andreas), og Milo er ret vildt med at kaste om sig med kartofler og mad. Både tallerken og sugekoppen blev hvor den blev sat. 😁

Den kan købes her.

1 stk. DODDLEBAGS MED SKEER:
– skide god at have med på farten. Igen er konceptet at det skal være nemt, og det var det bestemt også. Posen har holdt sig tæt i pusletaske, hvilket jeg faktisk var noget overrasket over. Super lækkert.
Den kan købes her.

Alt i alt er jeg virkelig tilfreds med de her produkter, og det er Milo også. Det som er fælles for produkterne, er at silikone-tutterne er 100% BPA frie, og vi er derfor sikre på, at vores små ikke bliver udsat for noget forkert. Det er bestemt ikke sidste gang jeg kigger forbi Cepelo-kids, det er stensikkert 😀

Derudover kan i hoppe ind på dette link, hvor en masse produkter, især til gavn for familier med børn, bliver testet. 🙂

Officielt min sidste dag på barsel.

Okay, det her er super ambivalent, for jeg starter i skole igen på mandag. Jeg læser jo til socialrådgiver, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke glædede mig helt vildt. Jeg savner skolen, og jeg savner at have noget vigtigt, udover mine børn, og min familie, at gå op i. Jeg har allerede lavet de fleste lektier til den første uge, hæhæ.

Men det betyder jo sådan set også, at Andreas overtager barslen de næste 8 uger, og skal være far på fuldtid. Jeg tror virkelig at han har brug for det, og jeg er sikker på at han kommer til at hygge sig helt vildt med Milo, og Elias for den sags skyld. Han er overbevist om at det er pisse fedt, og nemt at være på barsel, og det er det også. For nogle, men ikke for mig.

Da jeg var på barsel med Elias, for 3 år siden, kedet jeg mig også helt vildt. Jeg var indelukket, af de grunde at mine veninder jo havde skole/arbejde når jeg havde tid til at ses. Jeg troede virkelig at det ville blive nemmere denne gang, hvor jeg kunne have Elias hjemme, hygge osv. Og det har vi også haft gjort, men jeg duer bare ikke til barsel, og det er også én af de faktorer, som gør, at jeg lige pt. mener, at jeg ikke skal have flere børn. Jeg tror egentlig også at min efterfødselsreaktion har haft en del at sige. Det at jeg ikke har følt mig god nok, overskudsagtig nok, for stresset af at påtvinge mig selv til at tage alt for meget ansvar, for alt for mange ting. – gav den mening?

Mange mødre på barsel hygger sig med deres mødregrupper, går lange ture, nyder naturen og livet. Jeg kan ikke, jeg synes at det er kedeligt, og det med mødregruppe har aldrig været mig, heller ikke dengang med Elias. Jeg gider ikke at sidde i en rundkreds og snakke om hvor dumme ens mænd er, og diskutere babyens lorts farve. Ja super judgy, i know. Og det er da sikkertheller ikke sådan det fungerer, men jeg har, i mit liv som mor, virkelig sat pris påat jeg også har mit eget liv. Jeg ELSKER min familie, og det liv jeg har med dem. Men ved siden af, er jeg altså også Henriette, hende som elsker sin uddannelse, og har nogle mål for sig selv, som ikke ligefrem er ‘mor’-relateret, lige ud over den der “Smid graviditetskiloerne inden Jul 2018” – can we make that to 2019?.

min lille, store Elias. 7-8 måneder <3

Derudover elsker jeg at være alene med mine veninder, hvor jeg ikke bliver set som ‘hende moren’, men som den jeg var før jeg fik børn, for jeg har faktisk ikke ændret mig særlig meget. Men man har vel også to sider af sig selv – jeg har ihvertfald; Henriette med børn, og Henriette uden børn. Og jeg er ret vild med begge dele egentlig, eller det svinger selvfølgelig fra dag til dag, menligenu hviler jeg ret godt i min mor-rolle. <3

MEN, tilbage til det faktum at Andreas skal være housewife. Mænd på barsel, kinda sexy huh? Jeg synes faktisk at det er lidt sjovt, jeg er spændt på at se hvor ofte jeg kommer hjem til et blomsterduftende hus, med rent, nyvasket gulv, tøj der er rent og lagt pænt sammen, en redt seng og en ren baby. – For det kan jo ikke være så pokkers svært, vel? 😉

Hvad siger i, mødre? Havde i svært ved barslen, hvad foretog i jer, og hvad sagde jeres mænd til det? 😀

 

Er amning altid det bedste?

Det her emne, er et meget tabulagt emne, og det er egentlig først her det sidste år hvor det er kommet tæt på befolkningen, eller det er ihvertfald først her hvor jeg har lagt mærke til det. Men, AMNING. – det er satme en underlig størrelse. Altså, emnet, hæhæ (ret dårlig ik?)

Da jeg fik Elias var jeg alt for blufærdig, og ukendt på amningen, og jeg ville sådan ønske at jeg havde fået og taget imod noget mere rådgivning, for eftersom at jeg havde masser af mælk, så havde jeg helt sikkert ammet i længere end én uge. Derudover troede jeg også at det var nemt at amme, altså, de sutter jo bare, og så kommer der mælk, sådan hang det jo så bare overhoved ikke sammen. For det første gør det psykopat ondt. Og her slår jeg lige et slag for Lanolin brystvortecreme – thank god hvor det reddet mig da jeg ikke lavede andet end at amme og pumpe ud til Milo da vi var indlagt tilbage i marts. For det andet er det da super hyggeligt, og et rigtig dejligt bånd man får med sin baby, og det er jo sundt for baby at få den fede råmælk, det kan vi slet ikke komme udenom, alle de næringsstoffer som sidder i mælken, er faktisk alt hvad baby har brug for de første 6 måneder, og ja, selvfølgelig vil man det bedste for sine børn, men det betyder bare ikke at det er det bedste for moderen.

Children don’t just get milk from breastfeeding, they also get out energy.

Jeg synes at det er vigtigt at ligge vægt på, at vi i dansk Danmark har rigtig fine alternative, nybagte mødre skal simpelhent ikke gå og have dårlig samvittighed over at det bare ikke fungerer at amme, om det så er selvvalg eller ej. Og sundhedsstyrelsen ligger bestemt heller ikke skjul på alt det gode der er ved amningen, både for moderen og barnet, og det er jo godt. Nogle gange synes jeg måske bare godt at det kan virke til at være presset ned over hovedet på nybagte mødre, og det er sindsygt ærgerligt.

Jeg valgte at stoppe efter en uges tid med Elias, med grunden at det var sindsygt svært, det var for tæt på, og jeg var blevet skræmt over den jordemoder og jordemoderstuderende som stod over mig, lige så snart jeg havde fået min nyfødte baby i armene (Elias), fortalte hvordan man gjorde, rørte, ragede og bare generelt overskred en meget klar grænse, imens jeg havde en skrigende unge ved brystet. Han kommer direkte fra et skønt sted med en god moderkage, han mangler ikke mad lige nu. Tryghed og nærvær – jo, men det kan babyer også få på andre måder, og det synes jeg ikke der bliver lagt ligeså mange kræfter i at fortælle. Og jeg kan da godt se at fagpersoner har nogle retningslinjer, men det kan da ikke være rigtigt at man skal få dårlig samvittighed over, at det simpelhent bare ikke fungerer for én selv.

Jeg brugte meget energi på at fortælle hende hvordan jeg havde haft det med at det nærmest var umuligt for mig at amme Milo, da han var alt for stor ved fødslen, herefter var syg, tabte sig osv. Det var simpelhent så forfærdeligt, at jeg (denne gang) var SÅ opsat på at fodre mit eget barn, men det ville naturen bare ikke.

Jeg har en veninde som fik en søn sidste år i december, han er næsten 1 år. Inden hun fødte sin søn, snakkede vi meget omkring de forventninger der er, når man bliver mor. Både omkring amningen, men også det med ‘Hvad må en mor?’. Og hvem er egentlig herre over at bestemme hvad vi må og ikke må? Hvorfor skal vi gå rundt med ondt i maven, fordi at folk har ondt i enden, det er simpelhent ikke okay!
Jeg brugte meget energi på at fortælle hende hvordan jeg havde haft det med at det nærmest var umuligt for mig at amme Milo, da han var alt for stor fra fødslen, herefter var syg, tabte sig osv. Det var simpelhent forfærdeligt, at jeg (denne gang) var SÅ opsat på at fodre mit eget barn, men det ville naturen bare ikke.
Det var ret tydeligt for mig, at hun ikke var særlig tryg ved tanken om at skulle amme, ihvertfald ikke offentligt. Men baby kom til verden, faktisk et par uger før tid, og dette kom bestemt også som et chok, for det var ikke lige det, som hende og kæresten havde forberedt sig på.
Men det ændrede ikke på den måde hun var mor på. Hun har klaret det så sindsygt godt, også selvom hun somme tider kan have rigtig svært ved at tro på det. Amningen fortsatte indtil han var omkring 9 måneder, og i de 9 måneder har hun skulle lægge øre til sundhedsplejersker som har brokket sig over at han ikke tog nok på (på trods af at ungen trives og er mæt).

Det kan simpelhent ikke være rigtigt at andre folk (heller ikke sundhedspersonale) skal brokke sig i hvordan vi fodre vores børn! Først er det et problem at vi ikke ammer, så er det et problem at vi ammer i offentligheden, fordi at han ikke kan koncentrere sig. Undskyld mig, koncentrere sig? Så glo dog for helvede væk fra mælkebaren kammerat! Det er simpelhent de færreste kvinder som sidder med hele kadaveret fremme, midt på Strøget og viser godterne frem (går jeg ud fra).

Tilbage til min veninde, for hun har virkelig inspireret mig, ved hendes valg. Da hendes søn var ca. 6 måneder, bliver hun gravid med lillesøster, som kommer til verden til januar, og her har hun valgt at hun slet ikke vil amme. Hun bryder sig ikke om tanken, og det er blevet alt for meget for hende, og der må jeg bare sige, at det beundre jeg hende virkelig! Det er  sejt at gå imod folks meninger, også selvom det er sundhedsmæssige konklusioner, for at gøre det der er bedst for sig selv. Og alle ved jo, at en glad mor er et glad barn. 

 

Krymmel, kaos og fødselsdag.

Krymmel, kaos og fødselsdag.

Her til morgen stod vi op kl. 5.30, da Andreas smuttede på arbejde. Eller, Elias gjorde ihvertfald. Milo og jeg prøvede ihærdigt at få ‘bare 30 minutter mere’, imens de samme latterlige Gurli Gris afsnit kørte indeni stuen, som de plejer. Han er begyndt at vågne virkelig tideligt, og det er hans mor slet ikke klar til, og så er det altså også virkelig svært når Milo sagtens kan sove til 7.30.

Elias’ problem – da han kom ind på værelset tudefærdigt, og med snot i hele krydderen -, var at hans sløjfe på Kaj, var røget af. Han nusser den altid, især når han er træt, bekymret eller bare ikke er i det bedste humør. Og det kunne den stakkels sløjfe så ikke klare mere. Hans papmor har faktisk allerede én gang syet en ny en på, men det kan vi jo så konstatere at hun må til igen (PLEASE!).

MEN, da Elias havde fødselsdag i fredags, var aftalen at vi skulle med over i børnehaven (papmor, Milo og jeg), hjælpe Elias med at dele ud af de 20 muffins jeg havde lavet aftenen forinden, og fejre hans fødselsdag, med de andre unger. Skæbnen ville så at jeg blev ringet op kl. 8.15 (vi skulle møde derovre kl. 9), og fik fortalt at de måtte rykke aftalen til kl. 11.30, efter frokost, og det var jo sådan set ikke lige planen for en 3 årig, som har glædet sig helt vildt. Jeg tog så derover og afleverede Elias, men hans humør var dalet alt for meget, så da jeg kom hjem, nåede jeg at sidde i sofaen i 30 min, før jeg tog over og hentede ham igen, han var alt for ked af det. Så vi brugte hans fødselsdag på at hygge i sofaen, tegne i malebog, og bare slappe af. Om aftenen tog vi ud og spiste Mc Donalds, efter fødselarens eget ønske, og ellers stod aftenen egentlig bare på Disney Sjov og hygge. <3

Søndagen stod i familiens tegn, og den her kagemand var han ret tosset med, han var så spændt at han ikke ville sove til middag, og det skabte faktisk en del kaos 😉

Igår (mandag) aftalte jeg med en af pædagogerne fra børnehaven om at jeg ville bikse noget sammen til idag, så imorgen stod Elias og jeg og lavede glasur, som vi kunne pynte vores vafler med, og skar frugt. Det var så hyggeligt, og så er vi forhåbentligvis færdig med alt det her fødselsdagsræs. Forhåbentligvis, fordi at det godt kan være ret overvældende for en treårig, og det har jeg godt kunne mærke på ham de sidste par dage, selvom han heldigvis var i strålende humør imorges. <3

Opskriften på et nemt barn.

1 god liter tålmodighed.
99,9% kærlighed.
4 kram.
Ubegrænset støtte.
God søvn.

– er det opskriften på en god mor, som opdrager sine børn godt. Arh.. vel? Sådan hænger det jo sådan set ikke rigtig sammen. Men jeg har tit undret mig, mest af alt fordi at jeg (tildels) tror på, at opdragelsesmetoden, har meget at sige i forhold til hvordan ens barn bliver. det giver vel ret godt mening. Jeg har været så heldig at blive beriget med 2 nemme børn. De har sovet igennem stort set siden de blev født, på trods af at de begge er kommet til verden med kejsersnit, kun er blevet ammet minimalt og så sandelig også er født uden for ægteskabet *GISP*! – altså, nogenlunde alt det sundhedsstyrelsen og andre kloge fagpersoner mener, skulle være negative for mine børns udvikling.

Elias har altid været et godt skridt foran. Han gik da han var lidt over 10 måneder, og siden dér har der egentlig bare været fart på med kolbøtter, cykler, fodbold, bogstaver, tal osv. Til gengæld går han stadig med ble, og sut når han sover. Og helt ærligt? Lige pt. ryger sutten bare heller ikke. Det er en tryghed, og vi skal have snakket meget mere omkring at julemanden skal have de sutter. Måske her inden jul egentlig? For så får vi nok liiiiiidt travlt. Upsii. I forhold til bleen, så er han sindsygt doven, det er nok også det der trækker ned i point hos ham. Han gider simpelhent ikke at rejse sig, og så synes han at det er mega kedeligt at være på toilettet. Luksusproblem alligevel, hvilken mor elsker ikke at være på toilettet? Det er lidt ligesom ferie, der mangler bare palmer, og varmen kan vi jo klare ved at tænde gulvvarmen. 😀

Jeg har altid været ret large med opdragelse. Jeg gider ikke at læse bøger, medmindre jeg virkelig er i tvivl om hvad der er bedst for mine børn. Og dog. Når dette er tilfældet plejer jeg egentlig bare at spørge om råd hos venner med børn. Det er rart at man kan hjælpe hinanden, om så vigtigt et emne. <3
Men igen. Elias får ikke lov til alting, men det er sjældent jeg siger nej, og hvis jeg gør, så får han også en begrundelse. Han er f.eks. vildt god til at spise grøntsager, han vil faktisk hellere have bønnefritter end rigtige pommes, og derudover kværnede han næsten 2 peberfrugter efter aftensmad, fordi at ris og kylling åbenbart bare ikke var nok. Man kan diskutere hvor smart mine metoder er, men det har sørget for at jeg har en dreng der hviler i sig selv, er flink overfor andre, elsker at gå i bad, og få børstet tænder, og endda siger til når han vil i seng. Hvad sker der lige for det?

Egentlig et meget passende billede. Og bare rolig, han lider ikke overlast, han måtte bare ikke få drikkeyoghurt til aftensmad 😀

Jeg er fuldstændig med på at der skal være grænser, og det har vi også, især når det kommer til tiggeri i supermarkedet, her forstår han for det meste, heldigvis også et nej. Og ja, vi kan allesammen have møgunger som skriger hele turen igennem fakta, og det er mega nederen, især for forældrene. – Og lige præcis til sådan en situation har jeg en tanke. Mon ikke barnet hellere ville hentes fra daginstitution 30 min efter, end at blive slæbt igennem en dødsyg forretning.

I think with motherhood and child-rearing in general, everyone’s going to tell you how to do it and why. I’ve always said to other mothers and women when they’ve asked me, that you have to find your own way and find out what works for your family, at all costs. – Brooke Burke.

Jeg giver meget sjældent efter, selvom det egentlig nok er mit største problem. Alt for ofte tænker jeg “Jeg må vælge mine kampe med omhu, og ja, så får han sgu en figenstang, lidt rosiner eller en lille yoghurt efter børnehave, velvidende at de næsten lige har siddet og spist. – og lige en lille indskydelse her, min unge spiser som en hest. Jeg aner ikke hvad der foregår, han er sulten, konstant.
Noglegange bruger jeg faktisk også bestikkelse, men den kategori vil jeg sætte op i den førnævnte, for det første er det virkelig sjældent, og når man har fortalt ungen 10 gange, at han skal tage tøj på, fordi at der findes folk der kunne finde på at blive blufærdighedskrænket, eller ligefrem chikaneret, over valget #tøjerovervurderet, så bliver man altså hidsig. “Hvis du får først tøj på, så kan du hjælpe til med aftensmaden i aften” – og det synes jeg faktisk er helt fair. Han havde fået lov til at hjælpe alligevel, men stadig :-D.

Jeg har læst rigtig meget om den ifavnske tilgang, og jeg er vild med den. Jeg prøver så vidt muligt at holde op med at skælde ud, men istedet give andre alternativer, forklare og forstå. Til en hvis grænse virker det ret godt, og jeg kan se hvad det gør ved mit barn. Jeg er bare af den overbevisning at børn også skal lære, et nej. Jeg tror også at det er nemmere – nogengange – at lære dem et nej. Det er ihvertfald nemmere at stå ovre i børnehaven og sige “Nej stop”, end at en treårig prøver at forklare en anden treårig at “… jeg kan godt forstå at du er sur, men det gør ondt når du stikker en finger i øjet på mig”

 

Der findes virkelig mange svar på hvad den bedste opdragelse er, og det er helt individuelt fra familie til familie, hvordan deres måde er på, hvilket jeg selvfølgelig er helt indforstået i. Mange børn har brug for andre rammer, andre løsninger på problemerne, og det er kun forældrene, og i nogle tilfælde, professionelle der kan bedømme dem.

Jeg er ret interesseret i hvad andre har af meninger, og gode råd til opdragelse, så i er super meget velkomne til at komme med kommentarer omkring hvad der fungerer hjemme hos jer 🙂

God Weekend.

3 år som mor, hvad sker der?

Elias, et par timer gammel.

Nu bliver Elias 3 år imorgen. Yes, 3 ÅR. Hvad sker der lige for det? Jeg har været mor i 3 år. 3 lange år, men også 3 helt og aldeles fantastiske år, som jeg aldrig nogensinde ville bytte for noget som helst! Og imens jeg går og handler ind til at Elias skal dele ud ovre i børnehaven imorgen, bananmuffins med krymmel som han selv skal pynte imorgen tidlig, sammen med hans papmor og mig, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvad jeg egentlig har lært, af at være mor. Hvilken udvikling er der sket med mig, efter Elias kom til verden, er det godt eller skidt?

For altså, udover at håndtere køkken, vaskemaskine og oprydning med én hånd, så har jeg faktisk lært en del af at være mor. For det første er jeg sindsygt stolt af mig selv. Jeg er en skide god mor, som lærer mit barn alt hvad jeg ved. Jeg fortæller ham at det er okay at være lige præcis som man vil være, så længe det ikke rammer andre. Jeg ser hvordan han vokser op, hvordan han opfører sig overfor andre mennesker, både børn og voksne. Og jeg kan ikke andet end at være stolt. Det har lykkedes mig at opfostre et barn, helt perfekt. Han er så skide sød overfor folk, samtidig er han klog, fremmelig og ekstremt lærenem. Han stoler på andre mennesker, men lytter til sig selv hvis det bliver for meget for ham. <3 Det betyder sindsygt meget for mig, at jeg kan se hvor godt Elias trives i børnehaven, og dengang han gik i dagpleje, det har meget at sige, at han har det godt hvor han bor, og det synes jeg faktisk er rigtig okay, at være stolt over.

Selvfølgelig er jeg hans mor, han bor hos
mig og jeg har et vis ansvar overfor ham,
men det betyder ikke at man ikke må være stolt”.

Jeg har lært alle tælle til 10, minimum 20 gange om dagen. For når man er mor til et barn der har været i trodsalderen det sidste år, så bliver man altså nødt til det. Jeg har lært at tænke “Han gør det ikke for at irritere dig” – når det første han spørger om når han vågner kl. 6 om morgenen, er en is. Nej, det kommer så ikke til at ske kammerat. Han er i den fase lige pt, hvor han tigger meget. Til gengæld er han rigtig god til at forstå et nej, også når vi er ude og handle. Der er han også nemmere at distrahere: “Mor, må jeg få den her bil” – “Nej, men du må holde det her toiletpapir” – og jeg kan love jer for, det er bare det fedeste. Han elsker at hjælpe til, og vi kan godt blive lidt halvuvenner, når der ikke lige er plads, tålmodighed eller tid til at han hjælper i køkkenet.

Jeg har lært utrolig meget om mig selv. Jeg har lært at jeg for det meste er et ekstremt positivt menneske, med et stort behov for at hjælpe andre. Nogengange lidt for meget, men det er jeg sikker på ikke kun er mig, og jeg er også sikker på at det er kommet i takt med at jeg er mor, og har hjulpet Elias og Milo med sådan set alting. Det hele skal være godt, og jeg bliver rigtig tilfredsstillet ved at andre folk har brug for mig. Dette kan dog også stresse mig helt sindsygt, da det kan være rigtig svært at leve op til, og nogengange umuligt pga. de få 24 timer der findes på et døgn.

Derudover har jeg også en træng til at vise Elias alt i hele verden, og jeg glæder mig helt sindsygt til ham og Milo bliver store nok til at få noget ud af vores ferier, andet end pools og pommes med mayo. Jeg glæder mig så meget til alle de oplevelser vi skal have sammen, og jeg glæder mig til at dele resten af mit liv med ham og hans lille bror.

Nu vil jeg hoppe tilbage til gaveindpakning, forberedelse af bananmuffins imorgen, og ydeligere forberedelse til familiefødselsdag på søndag. Man skulle jo nødig kede sig 😀

 

Ny side, ny blog.

Ny side, ny blog.

Hejsa herinde. 😀

Dette bliver mit allerførste opslag på momster.dk, og jeg er faktisk ret spændt. Spændt på at skulle starte forfra, og se hvor mange fra den gamle side, som følger med. Jeg har stadig en masse at snakke om, og idag vil jeg helt klart bruge tiden på at rydde op i den nye blog, slette de få indlæg som er kommet med, og skrive nogle indlæg som er klar.

Til de nye læsere vil jeg lige forklare lidt om mig selv. Jeg er en 22 årig mor, til to banditter på 3 år (på fredag!!!) og en lille én på 6 måneder, begge er drenge. 😀 Jeg læser til socialrådgiver, og giver netop min barsel videre til min kæreste d. 12/11, hvor jeg starter op på modul 6, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg bor i Albertslund med min familie, i et dejligt gårdhavehus, hvor vi efterhånden har boet i et år. Jeg elsker min familie, og tiden sammen med dem, jeg elsker at vise Elias oplevelser, og jeg glæder mig virkelig til Milo også kan få noget ud af vores ture sammen.

Det som jeg primært vil komme til at blogge om, og som den gamle blog også startede på, er min fødselsdepression, som efterhånden er ved at gå i sig selv, heldigvis. Derudover vil min fødsel med Milo også komme til at fylde en del, og selvfølgelig også bare mit morliv, min måde at takle det på. Jeg er heldigvis meget lige ud af posen, og jeg fortæller jer hvis jeg er utilfreds med noget, eller har nogle meninger om forskellige problematikker.

Jeg håber at det lyder sådan nogenlunde, i er ihvertfald meget velkomne til at læse med, og komme med ris og ros. 😀

Hav en dejlig onsdag 🙂